Livredderne begynder badesæsonen

Mandag hejser de specialuddannede kystlivreddere fra TrygFonden Kystlivredning igen flagene i livreddertårnene på Østerstrand i Fredericia, Vejers Strand, Henne Strand, Lakolk Strand og Rindby Strand og åbner trods det kølige sommervejr badesæsonen 2015.

De kommende otte uger vil livredderne hver dag holde øje med alle badegæsterne og give gode råd til at passe på sig selv og hinanden i vandet.

Livredderne åbner 37 livreddertårne fordelt over hele landet, som er åbne hver dag fra kl. 11 til 19. Hvis man kigger forbi livreddertårnene, deler livredderne gratis malebøger og baderådsfoldere ud, så forældre og børn har noget at underholde sig med på stranden, som samtidig giver anledning til en snak om badesikkerhed.

- Travlheden for livredderne på strandene er naturligvis meget afhængig af vejret. Sidste sommer var fantastisk, hvilket betød, at livredderne gennemførte 60.760 indsatser i hele landet, som bl.a. omfattede almindelig førstehjælp ved forbrændinger efter brandmænd, dehydrering og bistik. Der var 31 aktioner, hvor i alt 47 personer kom i nød og måtte reddes i land af livredderne, så der er brug for livredderne til både at forebygge ulykker ved strandene og til at gribe ind, når der opstår livsfarlige situationer, siger René Højer, områdechef for sikkerhed og ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden.