Lodberg: Det var et halvgodt mål

Sønderjyske-kaptajn Niels Lodberg kunne glæde sig over et flot mål i 1-1-kampen mod Brøndby.

Niels Lodberg fik æren af at score det første Sønderjyske-mål på Sydbank Park, der er det nye navn til Sønderjyskes hjemmebane.

Og det var ret spektakulært, selv om Sønderjyske-forsvareren er beskeden omkring sin scoring.

- De andre siger, at det var et halvgodt mål. Jeg ved egentlig ikke, hvad der skete ved målet. Det var ret så instinktivt, siger den tidligere angriber, der tæmmede bolden, drejede rundt om sig selv og sendte bolden i mål.

Brøndby kom foran i kampen, men Sønderjyske svarede hurtigt igen med Lodbergs udligning.

- Vores gameplan forløb 100 procent, som vi havde planlagt, hvis man ser bort fra deres mål.

- Der blev kriget og fightet. Det var måske ikke alt sammen lige kønt, men vi arbejdede hårdt og havde chancer til at vinde, siger Niels Lodberg.

Sønderjyske pressede hårdt på efter pausen, og anføreren ærgrer sig over, at de mange målchancer ikke blev udnyttet.

- Vi havde nogle gode muligheder i starten af anden halvleg. Det gjorde lidt ondt på os, da Thomas Kahlenberg efterfølgende kom ind hos Brøndby, siger Niels Lodberg.

Sønderjyske-træner Lars Søndergaard stod med en lidt blandet følelse. Sønderjyderne overvintrer på sidstepladsen med fem point op til redning, og en sejr havde lunet på pointkontoen.

- Det er lidt svært at være tilfreds, når man ser de muligheder, som vi misbruger. Kampen giver os dog tro på tingene, og nu har vi fået point tre kampe i træk, siger Lars Søndergaard.