To løbere brød ind på skole

To løbende mænd brød natten til onsdag ind på Daghøjskolen på Staldgaardsgade i Vejle. De bliver afhørt onsdag morgen.

Sydøstjyllands Politi måtte natten til onsdag rykke ud til Daghøjskolen på Staldgaardsgade i Vejle. Her gik alarmen klokken 00.16, da en metaldør på skolen blev brækket op med et koben.

quote

Der er ingen tvivl om, at de har noget med indbruddet på skolen at gøre.

 Vagtchef Hans Hoffensetz, Sydøstjyllands Politi.

Få minutter senere kunne patruljen så anholde henholdsvis en 30-årig og en 26-årig mand for indbruddet. De to mænd blev anholdt tæt på skolen.  

- Patruljen møder to svedende mænd, som tilsyneladende er ude at løbe på det her tidspunkt. Der er ingen tvivl om, at de har noget med indbruddet på skolen at gøre, siger vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

De to mænd sidder nu og venter på, at de kan blive afhørt onsdag morgen. Herefter får de lov til at gå igen, oplyser vagtchefen.

- Vi ved ikke med sikkerhed, om de har stjålet noget fra skolen – eller hvad de i så fald har stjålet, siger Hans Hoffensetz.