Løftet stemning på den vind-blæste ø

På Fanø kalder klimaet på en varm punch til ganen. Fannikkerne har det ligesom andre øboer. De drikker med maner.

Den fremherskende stride vestenvind bringer temperaturen ned til et niveau, hvor en kaffepunch gør godt. Det fremgår af den Danske Sundhedsprofil for 2010, at Fanø markerer sig med et alt for stort forbrug af alkohol for hver tredje mandlige beboer.

Den venlige familie-ø

JyskeVestkysten har spurgt på Fanø Rådhus, hvad det er for strømninger, der præger vælger-kredsen. Formanden for Social og Sundhedsudvalget, Johan Brink Jensen (S), bedyrer, at fannikkerne ikke drikker, fordi de ikke har noget at give sig til.
 
De er nogle af de mest veluddannede i landet, de er kreative og tjener ganske godt, påpeger sundhedsformanden.

- Mange pendler til vellønnede jobs i Esbjerg. Efter arbejde hygger de sig måske på deres børnevenlige familie-ø og drikker måske lidt mere rødvin end anbefalet, siger Brink Jensen.

Hellere snaps end cognac

JyskeVestlysten har forhørt sig i Brugsen om salget af cognac og brændevin. De franske dråber bliver der ikke solgt så mange af. Derimod bliver der solgt en del brændevin. I Nordby ti gange så meget som i Sønderho, men Nordby har også ti gange flere  indbyggere.

Fanø er i øvrigt den kommune, hvor der i forhold til indbyggertallet bliver aflevereret flest vinflasker til genbrug. Der bor kun 3.200 i Fanø Kommune. Men om sommeren der er ti gange så mange turister, og de drikker også vin.

Sundhedsprofilen 2010 er udsendt af Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed. Den bygger på spørgsmål til 173.000 danskere om deres levevis og sundhed.