Løgnehistorie

En 27-årig kvinde er nu sigtet for falsk anmeldelse. Hun påstod, at hun var blevet overfaldet i en kælder under et boligområde på Snerlevej i Kolding tirsdag eftermiddag.

Politiet tog anmeldelsen særdeles alvorlig og afspærrede seks opgange i boligkomplekset for at sikre spor.

Kvinden forklarede politiet, at hun blev overfaldet, da hun var ved at sætte nogle ting ind i et kælderrum. Hun påstod, at gerningsmanden også havde frarøvet hende penge.

- Umiddelbart så det voldsomt ud, så det var afgørende for os at få startet efterforskningen rigtigt op, men vi fandt ud af, at forskellige vidneudsagn ikke stemte overens, siger vicepolitiinspektør Verner Pedersen.

Politiet har ikke fået en forklaring på, hvorfor kvinden opdigtede overfaldet, men hun befinder sig rent privat i en vanskelig situation.

Efter tilståelsen hos politiet blev hun sikret lægehjælp.

Straffen for falsk anmeldelse går fra bøde til fængsel.