Løgnehistorier skal gøre børn til gode fortællere

Fortæl en løgnehistorie og bliv en god fortæller. Det tilbud får børn på en særlig lyveskole på Hedensted Bibliotek.

Seks folkebiblioteker i hele landet er gået sammen om et projekt, der handler om at få børn til at lyve. I denne uge er turen kommet til to udvalgte skoleklasser i Hedensted Kommune.

Desuden deltager børn og biblioteker fra Odense, Aalborg, Svendborg, Dragør og Gentofte i projektet.

Hvert bibliotek skal være sammen med to folkeskoleklasser på skift i fire dage, som sammen med den professionelle historiefortæller, Hans Laurens, lærer at fortælle helt utrolige historier. De deltagende børn skal i hver gruppe digte en historie, som de konkurrerer med de andre i klassen om, hvilken der er bedst. Den bedste historie repræsenterer klassen på Lyvefestivalen i Odense tirsdag i den kommende uge.

Hør en løgnehistorie fortalt af børn fra Hedensted

Lyveskolerne handler ikke om at lære børnene at være uopdragne løgnhalse. De handler om at bringe gode fortællinger i spil og gøre børn frie til at slippe sig selv løs som fortællere.

Lyveskolelærer Hans Laurens tager børnene under kærlig behandling og underviser  i, hvordan man fortæller den gode skrøne eller løgnehistorie, så de fanger tilhørerne.

Lyveskolelærer Hans Laurens  underviser  i, hvordan man fortæller den gode skrøne eller løgnehistorie, så de fanger tilhørerne.
Video: Thomas Larsen-Bjerre, TV SYD

 Hvert lyveskoleforløb på bibliotekerne foregår over nogle formiddage i løbet af en uge og afsluttes med at elevernes løgnehistorier bliver fortalt foran et publikum.

Fredag formiddag var det børn fra Hedensted Skole, der optrådte på biblioteket - og fredag eftermiddag var det Stjernevejskolens tur.

De  bedste løgnehistorier fra de nyuddannede lystløgnere kåres på Lyvefestivalen  i Odense på tirsdag, hvor der også er optræden af professionelle fortællere, musikere og illustratorer.

Det er Odense Bibliotekerne, der står bag projektet, der er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen med en halv million kroner.