Løn-strejke på Danfoss breder sig

Strejken blandt 550 medarbejdere på Danfoss Power Solution, det tidligere Sauer-Danfoss, i Nordborg, har nu bredt til flere Danfoss-afdelinger i Gråsten og Kliplev, så nu er omkring 1000 ansatte i produktionen på Danfoss i konflikt.

- Vores daghold er gået hjem - og så må vi se, hvad der sker, når eftermiddags- og natholdene møder, siger tillidsrepræsentant Helle Øland til T SYD.

Arbejdsnedlæggelsen er en reaktion på, at de lokale lønforhandlinger mellem industriarbejderne og ledelsen brød sammen.

Det er ansatte i 3F, Metal og El-forbundet, der har valgt at nedlægge arbejdet.

Udvidelsen af strejken kommer samme morgen, som Danfoss-koncernen udsendte en regnskabsmeddelelse, der fortæller en forrygende start på 2014 med øget omsætning og overskud.