TV der bevæger dig

Lørdagens overblik: Boksning, skøjter eller gymnastik? Sportslørdag i Syd- og Sønderjylland

Lørdag står i sportens tegn i Syd- og Sønderjylland.

Esbjerg Skøjteklub afholder opvisning med alle klubbens skøjteløbere på banen på Gl. Vardevej mellem klokken 13.00-17.00. Idrætsefterskolen BGI akademiet i Bjerre er i gang med fire dages gymnastik og dans, og der ventes i alt 10.000 besøgende. Lørdagens og søndagens program arrangeres af DGI Sydøstjylland. Og så er der stort boksestævne i Magion Kultur- og Idrætscenter i Grindsted i aften klokken 19.30.

Søndag er der affaldsindsamling over hele landet, men mange steder har især skolebørn været i gang i løbet af ugen, og der er også mange indsamlinger lørdag. Det gælder blandt andet i Haderslev, Give og Ødsted. På landsplan ventes 200.000 frivillige danskere at samle affald. Her kan du se, om der findes en indsamling i nærheden af dig.

Lørdag morgen er der ingen meldinger om større trafikale problemer på vejene eller med offentlig transport. Du kan altid tjekke biltrafikken på trafikinfo.dk, busruter på Sydtrafik og Midttrafik og tog hos DSB og Arriva.

Vejret i dag varmer godt op til, at vi natten til søndag går over til sommertid. Efter en skyet morgen vil solen skinne de fleste steder, og i løbet af eftermiddagen får vi om ikke sommer, så i hvert fald forårstemperaturer på mellem 10 og 14 grader. Køligst vil det være ved Vadehavet og vestkysten. I aften og nat vil der en overgang komme lidt regn flere steder. Temperaturen vil komme ned på omkring tre grader.

 

Tak, fordi du læste med.

Med venlig hilsen

Karoline Lunddal Dam 

 

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu