Lørdagens overblik: Det sker i dag

Der blev skrevet Danmarkshistorie, da det danske herrelandshold for første gang nogensinde vandt VM i golf. VM-holdet består blandt andet af de 17-årige 'guld-tvillinger' Rasmus og Nicolai Højgaard fra Billund, og de kommer i eftermiddag og viser VM-trofæet frem i Gyttegård Golf Klub i Billund. Det sker klokken 14.

I dag er Håndboldens Dag. Det fejrer Dansk Håndbold Forbund og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger sammen med en masse håndboldklubber - blandt andet i Syd- og Sønderjylland. Håbet med dagen er at få flere ind på håndboldbanerne. Klik her for at se dagens åbne håndboldklubber. Bemærk at Kolding IF har aflyst.

Julen varer ikke lige til påske, men i kirken varer den helt til Helligtrekonger den 6. januar. I aften fra klokken 18 fejrer de traditionen tro Helligtrekongers aften i Notmark på Als. Her klæder deltagerne sig ud og går fra dør til dør. Til sidst samles de på Notmark Gamle Skole, hvor maskerne falder klokken 00:15 med præmie til de tre bedste udklædninger. Fejringen af Helligtrekonger er udbredt i udlandet, men i dag findes den gamle skik kun på Als og Sundeved, Kegnæs og Ærø i Danmark.

Politiet rykkede sent fredag aften ud til en påsat brand i en kælder i naboejendommen til Føtex i Aabenraa, men brandfolkene fik hurtigt styr på branden. 

Her til morgen er der god plads på vejene. Ingen problemer i trafikken indtil videre hellere ikke hos DSB, men skal du med tog, kan du løbende tjekke DSB for ændringer i togdriften.

I dag skulle regnen gerne holde sig væk, så det bliver en tør lørdag med lidt sol og temperaturer mellem fire og otte grader. I løbet af eftermiddagen vil der dog blive lidt mere skyet samt svag til jævn vind.

 

Tak, fordi du læste med!

Med venlig hilsen,

Christina Hoffmann-Møller.