Lørdagens overblik: Sådan bliver dagen

Den borgerejede købmand i Blans åbner lørdag, efter den tidligere ejer i sommer måtte lukke. Byens borgere har genoplivet butikken ved at danne et anpartsselskab og købe købmandsforretningen. 70 procent af husstandene i den lille by har købt en andel til 2.500 kroner, og resten af pengene kommer fra et lokalt pengeinstitut.

Snak, kortspil eller dans med beboere. Vejle Kommune søger i øjeblikket seks 15-17-årige til flere af sine plejehjem. Ud over at de ældre får hyggeligt selskab, så håber kommunen også, at sådan en tjans kan vække de unges interesse for at arbejde med ældre. 

Vejle Sygehus er for fjerde år i træk kåret som Danmarks bedste til kræftbehandling. Sygehuset udmærker sig blandt andet med sin behandling indenfor områderne brystkræft, tarmkræft og hudkræft. Kåringen foretages hvert år af fagbladet Dagens Medicin. Sygehuset har ligeledes som det eneste i Danmark en såkaldt OECI-akkreditering, der gives til sygehuse, som lever op til de højeste europæiske standarder indenfor kræftbehandling.

Folketingets Sydslesvigudvalg har valgt at give Dansk Skoleforening for Sydslesvig en stigning på tre procent i tilskud næste år. Det betyder 1,3 millioner euro mere til Dansk Skoleforening, som forventer sorte tal på bundlinjen fra 2020.

Lørdag morgen glider trafikken stille og roligt på vejene, og tog og busser kører også regelmæssigt i det syd- og sønderjyske.

Efter en regnfyldt fredag og en våd lørdag morgen klarer det op vestfra. Lørdag vil dog blive præget af byger - eventuelt krydret med hagl og torden - og kun meget lidt sol.

Temperaturen vil ligge omkring 7 grader. Vinden bliver jævn til hård, og ud på eftermiddagen tager den til, og der er ved vestkysten risiko for kraftige vindstød. 

DMI melder om forhøjet vandstand med risiko for oversvømmelser i Vadehavet fra Varde Kommune og ned til den tyske grænse fra lørdag eftermiddag klokken 14.

Omkring Esbjerg forventer man en forhøjet vandstand på 240 cm og omkring Havneby på Rømø en forhøjet vandstand på 245 cm.

Vandet skulle trække sig tilbage i løbet af lørdag eftermiddag.

Tak fordi du læste med!

Med venlig hilsen

Charlotte Sølvsten