Lørdagens overblik: Sådan bliver dagen

Vagtchef Mads Leervad Dammark, Syd- og Sønderjyllands Politi, advarer lørdag morgen om, at tricktyve er på spil i den travle julehandel. Han opfordrer både butikspersonale og handlende til at være særligt opmærksomme, efter at politiet har modtaget flere anmeldelser om tyverier og tricktyverier i supermarkeder. Politiet efterforsker foreløbig tricktyverier eller forsøg på det i Haderslev, Gram, Brørup, Jels og Holsted. 

Region Syddanmark har bevilget tre millioner kroner til kulturprojekter. Her inviteres syddanskerne med til otte kreative oplevelser i 2019. En million kroner er blandt andet reserveret til projekt 'Skamlingsbanken', hvor Kolding Kommune vil lave et formidlingsprojekt 'Natur og stemmer der samler'. Pengene udbetales under forudsætning af, at en fredningssag af området falder på plads. Desuden inviteres 400 personer til at være med til at skabe en møbelskulptur på Trapholt Museum. 

En 68-årig mand fra Hedensted blev dræbt på stedet, da han fredag aften blev påkørt af en eller flere personbiler på Juelsmindevej ved Daugaard. Den dræbtes familie er underrettet. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Trafikken lørdag morgen forløber stille og roligt. Senere på dagen forventer Vejdirektoratet, at udrejsen til julen kan give tæt trafik mellem klokken 14 og 18. For DSB er lørdagen den største rejsedag i forbindelse med julen. Der er indsat ekstra tog på en række strækninger.

Lørdag begynder regnfuld og måske endda med lidt slud, efterhånden bliver det dog mest tørt, men med skyet vejr, oplyser DMI. Omkring Vejle og Horsens kan solen måske endda titte frem i løbet af eftermiddagen. Temperaturerne vil ligge på omkring 3 graders varme, og vinden vil aftage, som dagen skrider frem.

Tak, fordi du læste med.

Med venlig hilsen

Ernst Møller