Løsslupne køer holdt hyggelig midnatskomsammen på vejbanen

Natten til onsdag blev politiet kaldt ud til Kvong ved Varde. Her havde 7-8 køer lagt sig til rette på kørebanen.

Syd- og Sønderjyllands Politi havde en travl tirsdag eftermiddag og aften med flere spiritusbilister, voldssager og husspektakler end normalt. Ved midnatstid blev de dog kaldt ud til en helt anden type opgave.

Klokken 23.57 ringede en lokal borger fra Kvong ved Varde til politiet.

- Han fortalte, at der lå nogle køer på og omkring kørebanen, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Nikolaj Hølmkjær, til TV SYD.

quote

De 7-8 køer lå helt konkret på kørebanen. De har åbenbart syntes, at det var hyggeligt.

Nikolaj Hølmkjær, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

En patrulje kørte derfor til Glibstrupvej og Kvorupvej i Kvong nær Varde for at se nærmere på sagen. Den viste sig at være mere præcis end politiet først havde troet.

- De 7-8 køer lå helt konkret på kørebanen. De har åbenbart syntes, at det var hyggeligt, griner vagtchefen.

Patruljen kørte rundt i noget tid for at finde frem til ejeren af landbruget, hvor køerne var sluppet løs fra. Et landbrug hvor afspærringen ellers var i orden.

- Indhegningen var rigtig fin, men den er åbenbart blevet rendt ned af noget vildt, slutter Nikolaj Hølmkjær.

Det tog en times tid at få ryddet op i løbet af natten, så vejen igen var farbar – og køerne kunne hygge sig videre i deres hjemlige omgivelser.