TV der bevæger dig

Løverne sagde nej, men siden er Jan blevet kimet ned

00:29

Se i videoen, hvad "Loading Dock Protection" rent faktisk hjælper mod. Video: Julie Schou Nielsen, TV SYD

Jan Valentin deltog i DR 1-programmet ’Løvens hule’ med sit produkt Loading Dock Protection. Investorerne turde ikke skyde penge i projektet, men interessen for opfindelsen er kæmpestor og lover godt for fremtiden.

Onsdag den 6. februar 26 minutter inde i aftenens afsnit af 'Løvens hule' tonede Jan Valentin frem på tv-skærmen. Han ville sælge 2,5 procent af sin virksomhed JVJ Maskinteknik, der står bag produktet Loading Dock Protection. Ingen af de fem investorer bed på, og Jan måtte gå tomhændet fra løvernes hule.

Programmet blev optaget i november, så mens Jan selv sad og så udsendelsen løbe over skærmen, begyndte hans telefon at kime.

- Det startede jo allerede under udsendelsen, at der var telefonopkald, fortæller Jan Valentin til TV SYD.

Jeg er rigtig glad. Vi går i hvert fald en lovende fremtid i møde.

Jan Valentin, direktør, JVJ Maskinteknik, Ragebøl

Og henvendelserne fortsatte:

- Dagen efter var der telefonopkald hele dagen. Der kom emails og LinkedIn-beskeder, faktisk kom der respons rigtig mange steder fra.

Jan vurderer, at han har fået omkring 50 henvendelser fra interesserede – både mulige samarbejdspartnere, investorer og købere. Så selvom deltagelsen i TV-programmet ikke resulterede i den million kroner, han søgte, så har den alligevel battet noget.

- Jeg var godt tilfreds, fordi vi gik ind for at få selve reklamen. Hvis en af løverne havde hoppet med, havde det været fedt, men vi er godt tilfreds med det salg, vi har i dag, siger Jan Valentin:

- Det er det største, der er sket i min tid som virksomhedsejer.

Dette logo håber Jan Valentin kommer til at ende mange steder - både i ind- og udland. Foto: Julie Schou Nielsen, TV SYD

Vil spare virksomheder for port-skader

Idéen til produktet fik Jan for tre år siden, da han under en reparation ved Danish Crown så en lastbil bakke ind i en port og ødelægge den. Det er risikoen for den kollision, Jan vil minimere med sit produkt Loading Dock Protection, som Jan har fået verdenspatent på.

Prisen på produktet er 135.000 kroner, og ifølge Jan koster det omkring 25.000 kroner hver gang en lastbil ødelægger en port. Med hurtig hovedregning skal der ikke mange kollisioner til, før et køb af Jans opfindelse er tjent hjem. Det har nogle virksomheder allerede opdaget.

- Det er virkelig fedt, at man har opfundet en ting, hvor folk godt kan se, at det er fedt. Det er dejligt at få sådan et skulderklap, siger Jan Valentin til TV SYD.

Produktet skal sikre, at lastbiler ikke bakker ind i en port og ødelægger den, når de skal levere varer. Helt praktisk vil chaufføren, når han vil bakke mod en port, se et grønt signallys, der betyder, at han må bakke. Han bakker op i en slædefunktion, der blokerer chaufførens mulighed for at bakke yderligere, når han er tæt nok på porten. Da vil lyse et rødt signallys. Samtidig låser slædefunktionen lastbilen, så en medarbejder kan opholde sig sikkert i lastrummet.

Første styk er produceret

I DR 1-programmet havde Jan kun prototypen med til at demonstrere, men meget er sket siden november, og i dag har han en rigtig udgave af sin opfindelse til at stå i sin virksomhed.

- Jeg er rigtig glad. Vi går i hvert fald en lovende fremtid i møde, mener Jan Valentin.

Jans virksomhed har budgetteret med en kommende produktion på 50 styk om måneden. Uanset om det bliver lidt mindre eller mere, er Jan stadig optimistisk:

- Jeg vil ikke sige, at jeg drømmer, men det kunne da være fedt, hvis ens produkt lige pludselig står over hele verden.

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App