Lokal butik vil bytte julegaver fra BR og Toys'R'Us

I hele januar kan BR- og Toys'R'Us-kunder bytte deres varer hos Hedensted Boghandel & Legetøj.

En lokal legetøjsbutik redder BR- og Toys'R'Us-kunder.

Hedensted Boghandel & Legetøj tilbyder nu at bytte varer, der er købt i en af de to butikskæder. Fredag meddelte selskabet bag, Top-Toy, at den er erklæret konkurs, og derfor kom mange kunder i klemme.

Men nu har indehaverne bag Hedensted Boghandel & Legetøj besluttet, at de vil hjælpe alle de kunder, der er blevet ramt af Top-Toys konkurs.

- Vi har en kæmpe legetøjsbutik, og vi vil gerne hjælpe. Det er ren og skær medmenneskelighed, siger Ricco Andersen, der sammen med sin kone, Gitte Andersen, er indehaver af Hedensted Boghandel & Legetøj.

Flere butikker går samme vej

Søndag lagde butikken et opslag på sin Facebook-side. Her blev nyheden om, at BR og Toys'R'Us kunder kan bytte deres varer hos dem i hele januar, annonceret.

quote

Vi har en kæmpe legetøjsbutik, og vi vil gerne hjælpe. Det er ren og skær medmenneskelighed.

Ricco Andersen, indehaver, Hedensted Boghandel & Legetøj besluttet

For det er især vigtigt at hjælpe, når det handler om børn, mener de to indehavere.

- Vi tager imod alt, også selvom det er varer, vi ikke har i butikken. For vi skal nok få det solgt alligevel, siger Ricco Andersen.

Hedensted Boghandel & Legetøj er ikke den eneste butik, der har valgt at hjælpe kunder, der er kommet i klemme i forbindelse med Top-Toys konkurs. Også butikker i blandt andet Aars, Støvring og Viborg er kommet kunderne til undsætning, skriver TV 2.  

Mandag meddelte store supermarkedskæder som Bilka og Føtex, at de også tilbyder at bytte gaver fra Fætter BR og Toys'R'us. 

- Vi håber at gøre nogen glade

At tilbyde denne "service", som Ricco Andersen kalder det, giver måske en smule reklame og kan betyde, at nye kunder opdager legetøjsbutikken i Hedensted, men det er ikke derfor, de har valgt at gøre det, slår han fast. 

- Det er ikke det, det handler om. Det er børn, det handler om, og vi håber at gøre nogen glade, fortæller Ricco Andersen. 

Hvor mange personer, der i den kommende tid dukker op i Ricco og Gitte Andersens butik med julegaver, de er brændt inde med, har de ingen om.

- Vi er spændte på at se, hvor mange der kommer. Det er lidt sjovt og spændende, men vi tager det, som det kommer, siger Ricco Andersen.