Lokal golfer ude af British Open

Nicolai Højgaard fra Gyttegaard Golfklub ved Billund nåede ikke med i weekendens finalerunder i Britsh Open, men sagde godaw til Rory McIlroy

Nicolai Højgaard er færdig ved British Open, men glæder sig allerede til at komme tilbage.
Selv om det ikke gik, som han havde håbet på, så er 17-årige Nicolai Højgaard glad, efter at han fredag røg ud af golfturneringen British Open - den unge danskers første major.
- I forhold til de turneringer, jeg normalt spiller, så er British Open noget helt andet. Det var så fed en oplevelse, så jeg glæder mig til at komme tilbage igen, siger Højgaard til DR Sporten.
Den danske golfkomet røg ud af turneringen, da han ikke klarede cutgrænsen, efter at han havde gået de 18 huller fredag.
Højgaard var et slag over par efter første runde torsdag, men fredag havde han det vanskeligere.
Han måtte således indkassere seks bogeys, og da han blot præsterede en enkelt birdie, så endte han med en dag i fem slag over banens par, som er 71 slag.
Danskeren er da heller ikke helt tilfreds med sit spil.
- Jeg er stadig skuffet over ikke at skulle spille her i weekenden. Det er nu, der er flest tilskuere og mest på spil, men når jeg kigger tilbage, så har det været super fedt, siger den danske amatørspiller.
Især én oplevelse ved British Open har sat sig i den unge dansker.
- Den første, jeg rendte ind i, var Rory McIlroy. Der gik det op for mig, hvor stort det er. Det var helt surrealistisk, og jeg tænkte bare "hold da op", siger han.
Danske Thorbjørn Olesen er stadig med i den britiske turnering. Han går lørdag klokken 15 ud på tredje runde med amerikanske Rickie Fowler.