TV der bevæger dig

Lokal kunstner laver plastikskulptur på stranden

Kate Skjerning arbejder på at færdiggøre sit værk. En cirkel af plastik i forskellige farver. Foto: Thor Hedegaard Larsen, TV SYD

En international skulpturudstilling ved Blåvand fyr tiltrækker kunstnere fra hele verden.

Træ og plastik flyder i sandet ved Blåvand Fyr. Men det er helt med vilje. De små sandkorn danner nemlig rammerne for den tredje internationale skulpturudstilling, Wadden Tide.

I disse dage gør de 12 internationale kunstnere deres værker færdige, som skal være klar til den officielle åbning af udstillingen på lørdag.

De 12 kunstnere kommer fra Portugal, Norge, Sydafrika, og så er der også en dansker iblandt. Kate Skjerning fra Oksbøl arbejder på sit værk for at blive klar til weekendens åbning.

Plastik i forskellige farver

Det danske bidrag til Wadden Tide fra Kate Skjerning er en farverig cirkel. Den laver hun af fiskenet i forskellige farver, og det er der en særlig grund til.

- Plastik er behageligt at bruge, men det er alligevel noget, vi skal passe på med at gøre, for det hører ikke hjemme ude i naturen, siger Kate Skjerning, der elsker at være en del af kunstnerflokken til Wadden Tide.

Naturen betyder også meget for hende, og derfor vil hun gerne vise med sit værk, at plastikken er et dilemma.

Guidede ture i sandet

Vestkystens vind i håret og sand under skoene er en gratis fornøjelse, også selvom sandet ved Blåvand Fyr bliver præget af skulpturer fra Kate Skjerning og de andre internationale kunstnere.

Wadden Tide afholder hver lørdag i september guidede ture, hvor der er mulighed for at opleve kunstnernes forskellige værker.

Kunstnernes værker står på stranden ved Blåvand Fyr frem til den 29. september.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App