Lokal socialdemokrat besøger kommende teltlejr

Folketingsmedlem, Jesper Petersen fra Socialdemokraterne, besøger mandag den kommende teltlejr og barakby for asylansøgere i Haderslev.

Udlændingestyrelsen besluttede i sidste uge, at Haderslev skal huse yderligere 400 asylansøgere ved Beredskabsstyrelsen i Haderslev. Derfor er opbygningen af både en teltby og en barakby med hver 200 sengepladser i gang.

Mandag besøger det lokale folketingsmedlem fra SocialdemokraterneJesper Petersen beredskabscenteret sammen med Jens Chr. Gjesing, der er gruppeformand for Socialdemokraterne i Haderslev byråd for at se, hvordan arbejdet skrider frem, og hvordan lejren bliver bygget op.

 - Jeg synes, det er vigtigt som politiker på Christiansborg ved selvsyn at komme ud og se, hvad der egentlig foregår her, og hvad det er for nogle vilkår, man skal være asylansøger under her, sige Jesper  Petersen til TV SYD.

Efter dagens besøg slår han fast, at teltlejre kun skal bruges til indkvartering af asylansøgere, hvis der ikke er andre muligheder.

- Jeg synes, det må være at foretrække, at vi kan indkvartere folk, som vi gør andre steder i kommunen på gamle efterskoler eller på tidligere sygehuse, så folk har et egentligt tag over hovedet. Teltlejre skal kun bruges, hvis det er nødvendigt og ikke for at sende signaler, siger han.  

Haderslev Kommune vil i alt huse 1400 asylansøgere, når barakby og teltlejren er opført.

Interview med Jesper Petersen, Socialdemokraterne.