Touren til Syd- og Sønderjylland: Lokale cykelklubber kan ikke få armene ned

I 2021 kommer Tour de France – efter alt at dømme - til Danmark. Det vækker enorm begejstring i de syd- og sønderjyske start- og målbyer.

- Det bliver kæmpestort. Vejle er vant til PostNord Danmark Rundt, men det her er 100 gange større. Det er vanvittigt stort.

Sådan siger formand for Vejle Cykelmotion, Heinrich Glæbe, til TV SYD til nyheden om, at tredje etape af Tour de France 2021 skal begynde i Vejle.

quote

Jeg går – næsten – med armene over hovedet. Det er pissefedt for området.

Tonni Johannsen, bestyrelsesmedlem, Sønderborg Cykle Klub

I målbyen Sønderborg skal rygterne om tour-etapen lige bekræftes, men også her er glæden enorm.

- Jeg går – næsten – med armene over hovedet. Det er pissefedt for området, siger bestyrelsesmedlem i Sønderborg Cykle Klub, Tonni Johannsen.

Han er primus motor på at arrangere cykelløb i Sønderborg og omegn – herunder også PostNord Danmark Rundt – og ved, hvor stor en indsats der er lagt i at trække verdens største cykelløb til Sønderborg.

- Vi har arbejdet på det her i årevis, så hvis rygterne passer, så er det helt fantastisk.

Han er meget stolt af, at det hårde arbejde nu ser ud til at bære frugt.

- Jeg er ærkesønderjyde – og Sønderborgdreng. Så hvis rygterne taler sandt, så viser det, at vi kan hamle op med de andre. Faktisk er vi bedre. Herning fik starten på Giro d’Italia, men vi bliver målby for Tour de France. Det er endnu større, siger Tonni Johannsen.

I Vejle er både cykelklubber og borgmester begejstrede for udsigten til at blive startby for Tour de France i 2021. Borgmesteren er netop nu ved at finde hoved og hale i alle rygterne.

- Vi har været med i den her satsning i mange år. Så skulle rygterne passe, så er jeg meget glad – det er yderst interessant, siger borgmester Jens Ejner Christensen (V) til TV SYD.

I Vejle Cykelmotion håber de på, at Tour-etapen vil smitte positivt af, så endnu flere finder det attraktivt at cykle. Formanden minder endda om de enorme ”bjerge” i Vejle.

quote

Det bliver kæmpestort. Vejle er vant til PostNord Danmark Rundt, men det her er 100 gange større. Det er vanvittigt stort.

Heinrich Glæbe, formand, Vejle Cykelmotion

- Vejle er jo Danmarks eneste bjergby, selvom det jo kun er bakker. Vi har nogle af de stejleste stigninger i landet, og i procent er mange af dem faktisk skrappere end i Frankrig. Så jeg regner ikke med, at de skal køre en flad etape i Vejle, slutter Heinrich Glæbe.

Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen ønsker p.t. ikke at udtale sig om rygterne.

Der er pressemøde - antageligvis om Tour de France til Danmark - torsdag formiddag klokken 10.30 i Festsalen på Københavns Rådhus. Pressemødet bliver holdt af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), Københavns overborgmester Frank Jensen (S) og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K). H.K.H. Kronprinsen er også til stede.