Lokale får NaturErhvervstyrelsen-stillinger

NaturErhvervstyrelsen har ansat 45 mennesker til styrelsen åbner i Augustenborg. Mange af dem er lokale, oplyser styrelsen.

Mange har vist stor interesse for de stillingsopslag, som NaturErhvervstyrelsen har slået op, og de første 45 personer er nu ansat. En stor del af de nyansatte i styrelsen er lokale. Det fortæller enhedschef Vibeke Møgelvang fra NaturErhvervstyrelsen, der skal stå i spidsen for de nye ansatte.

- Der er mange af de nye ansatte, som er fra lokalområdet. De er stort set alle sammen fra Sønderborg, Gråsten, Haderslev og Aabenraa, siger Vibeke Møgelvang til TV SYD.

Over 700 personer havde skrevet en ansøgning til stillingerne, hvor der blev søgt efter kontoruddannede. Og ansøgerfeltet har været tilfredsstillende, melder NaturErhvervstyrelsen.

- Jeg havde ikke forestillet mig, at vi havde fået så mange ansøgninger. Samtidig er jeg glad for, at vi har kunnet ansætte en så kvalificeret flok, mener Vibeke Møgelvang.

Det er 32 af de ansatte, som har en kontoruddannelse, mens restens blandt andet har baggrunde som advokatsekretærer.

De nyansatte skal næsten alle starte på arbejde per 1. maj på Augustenborg Slot. De får desuden snart følgeskab af flere kollegaer, da NaturErhvervstyrelsen allerede er i gang med at rekruttere flere nye medarbejdere.