Lokale, musikale kræfter opfører Wagners berømte operaer

Sønderjyllands Symfoniorkester og Den Ny Opera i Esbjerg har kastet sig ud i et ambitiøst projekt og opfører de fire operaer, som tilsammen udgør Richard Wagners store opera-cyklus Nibelungens Ring over de næste syv år.

Tilbage i 2003-2008 spillede Sønderjyllands Symfoniorkester og Den Ny Opera i Esbjerg de fire operaer som tilsammen udgør Richard Wagners store opera-cyklus Nibelungens Ring.

Nu kaster de sig igen over den ultimative musikdramatiske udfordring i en helt ny samlet produktion af Ringen.

Projektet indledes i august 2017 med tre opførelser af Valkyrien i Musikhuset Esbjerg og afsluttes først i 2024.

Instruktør Kasper Wilton iscenesætter den helt nye opsætning af et af operaens ultimative værker. Wagners drama om ringens vej fra Rhinens dyb til gudernes ligbål i Ragnarok er en mytologisk, musikalsk saga af drabelige dimensioner. Valkyrien er den gribende historie om umulig kærlighed mellem to unge menneskebørn, Siegmund og Sieglinde spundet sammen med den eventyrlige fortælling om guders, jætters og dværges kamp om en ring, der skænker sin ejer verdensherredømme.

I Richard Wagners operaer spiller orkesteret en ganske særlig rolle, og Sønderjyllands Symfoniorkester er til lejligheden udvidet til 91 musikere, som spiller under ledelse af operachef Lars Ole Mathiasen.

Marie í Dali skaber scenografien, og den amerikanske basbaryton James Johnson står i spidsen for et i øvrigt rent nordisk sangerhold.

Det nye Ring-projekt fortsætter frem til 2024.