Lokal ildsjæl: Man kan ikke få for mange slogans

Slogans kan skabe opmærksomhed og omtale. Derfor har Billum flere forskellige at vælge imellem.

I Billum nøjes man ikke kun med et enkelt slogan for byen.  

- Vi har nok mellem fem og ti slogans, anslår Walther Beck Sørensen, formand for lokalarkivet.

Et af dem er sloganet ’Laaangt ude men tæt på alt der betyder noget’. Lige nu hænger skiltet ved bygrænsen, men det bliver jævnligt byttet ud med nye. Skiltene skal især fange bilisternes opmærksomhed.

- Det giver en helt speciel gevinst. Det er en sjov historie, og bilisterne husker, at det er i Billum, at vi har det her slogan, siger han.

Et helt særligt slogan er Walther Beck Sørensen yndlings: Hvid du boede her, så var du hjemme nu. Sloganet er på lager sammen med andre ekstra skilte, og så bliver der også fundet på nye.

- Vi skal i gang med nogle byggegrunde, og så laver vi ti gode grunde til at købe en grund her i Billum, griner Walther Beck Sørensen.