TV der bevæger dig

Lokalsamfund samler fem millioner ind til ny hal

I Nørre Hostrup har man allerede samlet 1,7 millioner kroner til en ny hal. Men der er stadig et stykke vej.

I et lille samfund uden for Rødekro står byens gymnaster uden tag over hovedet. Nu samler byen penge ind til en ny hal, og det går rigtig godt.

Den lille flække Nørre Hostrup ved Rødekro har hverken skole eller butikker.  Men den har en aktiv idrætsforening med 350 gymnaster. Men nu er de blevet opsagt, der hvor de har hoppet og sprunget hidtil. 

- Så stod vi der og tænkte, hvad gør vi så. Ja, så bygger vi da bare noget selv, siger formand for byens ungdomsforening, Britta Iversen, til TV SYD.

Derfor er de gået i gang med at samle penge ind til en hal.  Seks millioner koster sådan en. Indtil videre har de samlet 1,7 millioner kr., så der er stadig et stykke vej, men Britta Iversen er optimistisk.

Læs også Fire piger vil holde liv i lokalsamfund

- Folk de vil det her. Vi vil Nr. Hostrup, siger hun.

Selvom Nørre Hostrup ikke er særlig stor, så er byen slet ikke i tvivl om, at behovet for en hal er der. 

- Vi har rigtige mange børn og voksne, der vil gå til gymnastik herude. Vi har instruktører, der kommer på kursus og vi har indkøbt godt med redskaber til at springe og lege i.  

Byen ligger ikke på den lade side, når der skal findes på ideer til indsamling af penge. 

- Når der er økodag hos den lokale landmand, stiller vi med et hold, der griller pølser og sælger kage. Vi kører til messecentre og sætter bannere op.  Vi har også gåture, cykelture og vi laver gymnastik. Der er ikke den ting, vi ikke kan finde på.

Folk de vil det her. Vi vil Nr. Hostrup.

Britta Iversen, formand for ungdomsforeningen i Nørre Hostrup

I aften er der sangaften og på fredag er der vildtaften, hvor byens mænd laver mad sammen med en kok.

- Der er masser af opbakning. Vi solgte 180 billetter længe inden deadline, siger Britta Iversen. 

Faktisk behøver byen "kun" at samle fem millioner kroner ind.  En entreprenør har lovet at støtte projektet med gratis arbejdskraft svarende til én million kroner. 

 

 

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu