Lokalt museum åbner dørene til historiske sølvskatte

Museet på Sønderskov udstiller nu 1600-tallets sølvskatte fra Vejen Kommune. Det er første gang de vises uden for København.

I januar kunne nysgerrige borgere se Skandinaviens største vikingeskat på Museet på Sønderskov. En stor samling af guldringe, guldarmbånd og guldvedhæng. Nu er turen kommet til sølvet.

Arkæologiske skattefund skal som bekendt afleveres på Nationalmuseet i København. Men det er lykkedes Museet på Sønderskov at låne Nationalmuseets samling af sølvskatte fra Vejen Kommune.

Det er første gang fundene udstilles samlet uden for København, og nogle af fundene har aldrig tidligere været vist frem.

Skattene stammer fra 1600-tallet. De er gravet ned i jorden i forbindelse med tidens mange krige, ikke mindst Karl Gustav-krigene fra 1657 til 1660. Det var den krig, hvor den svenske kong Karl Gustav førte sin hær over isen på Storebælt, og Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge. Men det var også en krig, hvor Syd- og Sønderjylland var besat, først af den svenske invasionshær, og derefter af allierede fra Polen, Østrig og Brandenburg. De allierede hjalp til at redde landet, men for befolkningen i Syd- og Sønderjylland var det en katastrofe.

quote

Med denne udstilling fortæller vi en historie, der har betydning for et stort område omkring os.

Bo Ejstrud, museumsleder, Museet på Sønderskov

- Der var en stærk militær tilstedeværelse i vores region gennem alle svenskekrigene. Men hærene medbragte ingen forsyninger. Mad og penge blev hentet hos de lokale bønder. Da der efterhånden ikke var mere at give de mange soldater, blev udplyndringen af befolkningen ualmindeligt hård. Der udbrød hungersnød blandt både militære og civile, fortæller museumsleder Bo Ejstrud i en pressemeddelelse til TV SYD.

Der udbrød der en dødelig epidemi. Forskere har anslået, at op mod 60.000 mennesker døde i Syd- og Sønderjylland i løbet af 1659.

- Vores undersøgelser har vist, at sygdommen havde centrum stort set i det, der er det nuværende Vejen Kommune. Men den ramte hele regionen, og med denne udstilling fortæller vi en historie, der har betydning for et stort område omkring os, slutter museumslederen.

Udstillingen af sølvskattene åbner ved en reception søndag klokken 13.00.