Lokomotivet kører derudaf for lille modelstogklub

Togtræf sikrede nye medlemmer til N-modulvest - nu gentager de succesen, og håber på at udbrede interessen for modeltog

Modeltogsklubben N-modulvest var for et år siden en lille bitte klub med kun fire medlemmer. I dag har klubben næsten 40 medlemmer.

Succesen skyldes hovedsageligt et modeltogstræf, hvor alle interesserede gratis kunne få et indblik i togentusiasternes verden.

Derfor er klubben endnu engang ved at fylde en hel hal med togvogne og skinner i miniudgaver.

Sidste år besøgte 400 gæster træffet, og arrangørerne håber, at lige så mange vil komme forbi Gårslev Skole i Børkop, hvor træffet holdes i år.

Hvor og hvornår?

Modelstogstræffet finder sted på Gårslev Skole i Børkop lørdag og søndag d. 18.-19. februar.

- Dem der kommer her får en spændende oplevelse, får lov at se en masse tog og måske bliver de selv inspirerede til at starte op, siger formand for klubben Peter Møller til TV SYD.

Det er både svenske, norske og danske deltagere, der kommer og viser deres togsamlinger frem. Og alderen spænder også vidt. Der er modeltogsbyggere fra 7 år til 70 år.