Som helt ung fik Lone Laurmark job i Esbjerg.
Derfor sagde hun farvel til sin fødeby Sønderborg, og rykkede teltpælene vestpå.
Og der nåede hun at bo i 46 år, før hjemstavnen kaldte så højt, at hun ikke længere kunne ignorere det.
- Når man når ud til kanten, kan man se Broager kirke med de to tårne, og man kan se hele Flensborg Fjord, siger Lone Laumark, mens hun går igennem skoven med sin mand Frank og deres lille hund.
Netop naturen omkring Sønderborg, var med til at lokke Lone tilbage til barndommens by.
- Den sætter nogle følelser i gang i mig. Når man ser bøgen, der spejler sin top i bølgen blå, så bliver det ikke smukkere, siger Lone Laurmark, mens hun står og ser udover fjorden.
Det syn, har de ikke i Esbjerg. Byen hvor hun har boet i så mange år, og hvor hendes børn er vokset op. Men nu er børnene flyttet hjemmefra, og huset blev for stort til to personer og en lille hund. Og så meldte der sig en trang hos Lone Laurmark, som hun ikke kunne ignorere.
- Det, at komme hjem til sin egn, hvor man har rødder. Fællesskabet. Og så sommerhuset, som vi købte for to år siden i området, hvor jeg er født og opvokset, fortæller Lone Laurmark til TV SYD.
Hendes mand Frank Eriksen mener ellers, at Esbjerg er verdens navle, men han valgte at flytte med sin hustru til Sønderborg.
- Ja, problemet var, at hvis jeg ikke flyttede med, så skulle jeg finde en ny adresse og en ny kone, og det kunne jo være svært, så vi blev enige om, at det skulle være sådan her, siger Frank Eriksen med et glimt i øjet, og et kærligt blik på sin hustru.
Nu nyder de to pensionister livet på Jyllands østkyst, og Lone Laurmark nyder at synge i Als-koret hver uge -og igen at være sammen med folk, der deler hendes modersmål.
- Ja, så snakker vi alsisk, ler Lone Laurmark.
