Lotte glæder sig til at bo sammen med svigerforældrene

Hjælp til børnepasning og mulighed for flere fælles oplevelser. Lotte Lausen ser kun fordele ved at flytte sammen med svigerforældrene.

Selvom det sikkert lyder som noget af et skrækscenarie for mange, kan Lotte Lausen næsten ikke vente på at flytte ind i det helt nybyggede hus i Haderslev, hvor hun skal bo sammen med svigerforældrene.

- Jeg ser frem til det med spænding. Det har været en næsten tre år lang proces, men det har også været med til at modne os til det, siger Lotte Lausen til TV SYD.

Artiklen fortsætter herunder.

Lotte Lausen flytter ind i huset sammen med mand og to børn på 3 og 11 år.
Lotte Lausen flytter ind i huset sammen med mand og to børn på 3 og 11 år.
Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD

Det var Lotte og hendes mand, der spurgte svigerforældrene, om de havde lyst til at flytte sammen, og her kom svaret næsten promte.

- Vi kiggede lige på hinanden lidt og tænkte hold da op, og så sagde vi ret hurtigt ja, fortæller Solveig Lausen, der slet ikke har været betænkelig ved at flytte sammen med sin søn og svigerdatter.

Huset i et villakvarter i Haderslev bliver bygget helt fra bunden, og der er sørget for, at der er plads til både privatliv og fællesliv.

Der var ikke mange betænkeligheder hos Solveig Lausen. Hun sagde hurtigt ja.
Der var ikke mange betænkeligheder hos Solveig Lausen. Hun sagde hurtigt ja.
Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD

- Vi kan godt tænke os at have det sådan, at vi på den ene side har noget, der er virkelig adskilt, men samtidig vil vi gerne dele oplevelser og det praktiske med hinanden, siger Lotte Lausen til TV SYD.

Flere vælger at bo sammen

Antallet af husstande, hvor flere generationer flytter sammen under samme tag, er gennem de seneste år steget. I 2008 var der 7.200 husstande, hvor tre generationer boede sammen. I 2018 er det tal steget til 9.400 husstande.

For Lotte Lausen er det bl.a. en fortravlet hverdag med arbejde og børnepasning, der er medvirkende til, at de tre generationer flytter sammen. 

- Det kan skabe en tryg base for alle tre generationer. Et moderne liv fungerer ret hektisk. Derfor er det rart at have nogle lige ved siden af, der har mere ro på, siger Lotte Lausen.

Svigerforældrene Solveig og Flemming Lausen ser også flere fordele ved at være tre generationer under samme tag.

- Vi er jo over 70 år begge to, og der er jo en af os, der falder fra på et tidspunkt. Så er man jo ikke alene, siger Solveig Lausen.

Efter planen er huset indflytningsklar 1. juli.
Efter planen er huset indflytningsklar 1. juli.
Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD
Det kan være svært for mange børnefamilier at få hverdagen til at gå op i en presset hverdag med job, børnepasning og alle de praktiske gøremål. Derfor flytte mange børnefamilier under samme tag med bedsteforældrene.