Lotte Grigel og Esbjerg leverer stærkt comeback

Sønderjyske førte med tre mål ved pausen, men måtte rejse hjem fra Esbjerg med et nederlag i håndboldligaen.

Team Esbjerg vandt onsdag for femte gang i træk i Dame Håndbold Ligaen, da Lotte Grigel og holdkammeraterne havde besøg af Sønderjyske.

Det var dog ikke uden problemer, at esbjergenserne med Grigel som topscorer nappede en sejr på 28-26.

Gæsterne fra Aabenraa startede bedst efter halvanden måneds vinterpause og var foran 14-11 efter de første 30 minutter. Favoritterne fra Esbjerg fik dog hurtigt ændret på målscoren i anden halvleg og bragt sig foran.

Alligevel blev det spændende, da Sønderjyske i slutfasen fik udlignet til 24-24. Men så var der heller ikke meget mere i de undertippede gæster.

Lotte Grigel blev topscorer for Esbjerg med syv mål, mens Estevana Polman scorede 11 mål for Sønderjyske.