TV der bevæger dig

Lufter du hunden uden snor? Nu kommer bødeblokken frem

Snoren skal på hunden, hvis du vil undgå en bøde. Foto: Jonas Vandall Ørtvig, Scanpix Denmark

00:32

Se Klaus Sloth forklare, hvorfor det giver problemer, at hunde løber uden snor i skoven.

1 af 2

Mange hunde får lov til at løbe uden snor, men både vildt og mennesker er generede af de frie firbenede. Nu vanker der bøder, lover Naturstyrelsen.

Dyrlæge Lisbeth Ovesen nyder sin daglige gåtur på Gendarmstien mellem Hørup og Skovby ved Sønderborg. Men der går ikke en eneste dag, uden at hun møder løse hunde på sin vej, selvom der er skiltet med, at hunde altid skal være i snor på stien.

- Når jeg prøver at påpege, at hundene skal være i snor, så er jeg bare en dum kælling, fortæller Lisbeth Ovesen.

Hun kan tydeligt se, hvad de løse hunde betyder for det område, hun hver dag går tur i.

- Jeg har dagligt set harer, rådyr og fasaner. Ingen af tingene ser jeg mere, beretter hun.

Læs også Se kortet: Her må du lufte hunden uden snor

Nu kommer bødeblokken frem

Selvom Lisbeth Ovesen ikke møder megen forståelse fra hundeejerne, så er de løse hunde et problem, som Naturstyrelsen tager alvorligt.

- Hunden skal ikke være derude i naturen, der skal være fred og ro, så vores vildt kan have det godt og trygt, siger Klaus Sloth, der er vildtkonsulent ved Naturstyrelsen Sønderjylland.

00:32

Se Klaus Sloth forklare, hvorfor det giver problemer, at hunde løber uden snor i skoven.

Luk video

Ud over at hundene uden snor generer vildt og mennesker, så er det faktisk en overtrædelse af Naturbeskyttelsesloven. Sidste år blev der i de skovområder, som Naturstyrelsen holder øje med, udstedt 30 bøder på hver 2000 kroner til hundeejere, der ikke fulgte loven.

Fra maj sætter Friluftsrådet gang i en ny kampagne mod blandt andet løse hunde, hvor de med et venligt vink vil forsøge at påvirke hundeejerne til at huske snoren. Men fra Naturstyrelsens side er de løftede pegefingre byttet ud med en bødeblok, når kampagnen starter, fortæller Klaus Sloth.  

- Vi går hårdere til værks med at få lavet nogle rapporter til politiet, siger Klaus Sloth.

Lisbeth Ovesen håber, at hundeejerne nu vil tage problemet alvorligt.

- Det er ikke hunden, der er problemet. Det er ejeren, den er gal med, siger hun.

Du kan læse mere om Friluftrådets kampagne på hjemmesiden Flink af Natur.