Lufthansa opruster i Billund

Lufthansa satser stort på Danmarks lufthavne, og det kommer Billund til gode.

Lufthansa præsenterede i dag flyselskabets investeringer. Det betyder flere pladser på afgangene fra Billund Lufthavn. Det betyder, at Lufthansa øger kapaciteten fra fly med 100 sæder til fly med 150 sæder. Til store glæde for lufthavnens direktør

- Vi får flere passagerer ud af det, og det er jo den forretning vi lever af, siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen til DR Trekanten.

I følge Lufthansas danske landechef, Morten Balk, er ekspansionen i Danmark blandt andet sket på baggrund af en dialog med flere virksomheder i Jylland.

- Erhvervslivet i Jylland er meget attraktive for os. Derfor har vi i et stykke tid haft samtaler med flere af de store virksomheder i regionen, som har udtrykt ønske om bedre muligheder for internationale afgange fra Billund Lufthavn, fortæller Morten Balk.

Helt konkret betyder Lufthansas satsning på danske lufthavne, at de daglige afgange København-Frankfurt øges fra fire til fem, mens Lufthansas fire afgange fra Billund til Frankfurt fremover vil blive betjent med Boeing 737-500 fly, som kan rumme 120 passagerer. Det er 30-50 sæder flere end de fly, der flyver på ruten i dag.