Lukker sag om storbrand i boligblok i Kolding

Politiet har nu helt lukket sagen om storbranden i en boligblok på A. D. Burcharths Vej i Kolding. Efter intense tekniske undersøgelser slår politiet fast, at der ikke er tale om en bevidst påsat brand eller fejl i de elektriske installationer.

Den helt præcise årsag til branden bliver aldrig fundet, siger politiet i dag til TV SYD.

Håndværkerne er stadig i gang med at tømme 81 vandskadede lejligheder i bygningen. Samtidig med tømningen lukker poltiet altså nu sagen om branden, der begyndte i et børneværelse på øverste etage.

Politiet har ellers arbejdet på højtryk for at finde årsagen til branden, der begyndte den 2. september. Branden var så voldsom, at 16 lejligheder udbrændte totalt.

123 hjemløse

Alle 123 beboere i ejendommen blev evakueret og genhuset. Nogle mistede alt, mens andre fik deres lejligheder ødelagt af de store mængder vand fra brandfolkenes slanger.

Politiet fastslår, at branden er opstået i et børneværelse:

- Vi kan dog ikke komme nærmere, hvordan ilden er opstået, men det ligger fast, at der ikke er tale om en bevidst påsat brand eller fejl i de elektriske installationer, siger vicepolitikommissær Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Ejendomsselskabet, der ejer bygningen oplyser i dag til TV SYD, at de første beboere som ventet kan flytte ind i lejlighederne fra starten af april.

Forsikringsselskabet Tryg, der skal erstatte de omfattende brandskader på bygningerne, oplyser, at man tager politiets konklusion til efterretning og ikke selv vil forsøge at gøre nogen ansvarlig for branden.