Lussing giver fængsel

En 41-årig kvinde fra Ølgod skal 20 dage i fængsel for at have stukket en 13-årig dreng en lussing. Det har Landsretten i Esbjerg stadfæstet, oplyser dr.dk/esbjerg.

Kvinden blev dømt i byretten i januar. Hun slog den 13-årige dreng, fordi han angiveligt havde slået og mobbet hendes søn, der går i 4. klasse.

- Det er noget meget menneskeligt, som er sket. Den adfærd er uacceptabel, men den er meget forståelig i situationen. Jeg er skuffet over resultatet, jeg mener det havde været rimeligt med en betinget sanktion, siger kvindens advokat, Jens Graven Nielsen til dr.dk/esbjerg.

Ville kun skælde ud

Den 13-årig havde ved børnenes fælles skole angiveligt forinden slået kvindens noget yngre søn, så sønnens kind var ildrød.

Moderen mødte op for at hente sin søn. Og da sønnen udpegede den 13-årige som ham, der havde slået, gjorde moderen resolut gengæld.
Kvinden kunne i byretten ikke give nogen forklaring på, hvorfor hun slog drengen. Hun ville egentlig kun skælde ham ud.

- Det her drejer sig om, hvorvidt de laveste former for vold skal koste en ubetinget frihedsstraf. Der mener jeg vi er ved at være, og det betyder at domstolene får sværere ved at foretage en nuanceret vurdering af de faktiske forhold, siger Jens Graven Nielsen.