Uge 43 er Knæk Cancer-uge. Derfor er der landet over et utal af arrangementer, der skal samle penge ind til kræftforskning og sætte fokus på sygdommen og dens mange ofre.
Tirsdag aften er Esbjerg vært for Tænd Et Lys - en lysceremoni, der i løbet af Knæk Cancer-ugen bliver afviklet i flere danske byer.
Men da vejrguderne langt fra viser sig fra deres gode side, har arrangørerne flyttet ceremonien fra torvet til musik- og kulturhuset Tobakken, hvor deltagerne og ikke mindst lysene kan være i tørvejr.
Under ceremonien tænder hver deltager et lys, som er placeret i en papirpose. På posen har de forinden haft mulighed for at skrive en hilsen og på den måde tilegne lyset en person.