Lystfiskere er ude med riven

Lystfiskerne var i dag ude med riven i Kjemsgård bæk ved Rødding. De fordeler 25 ton småsten, som er smidt ud i bækken for at skabe gydepladser til laks og havørreder.

Laks og havørreder er på vej fra Vadehavet til Gram midt i Sønderjylland. Omfattende naturgenopretning i åerne har givet fiskene fri passage og rent vand, og lystfiskerne var lørdag med til at lægge sidst hånd på værket.

Laks og ørreder vender tilbage til de vandløb, hvor de er kommer til verden, når de efter nogle år i havet har vokset sig store og kønsmodne.

Derfor sikrer gydepladserne fremtidens fiskebestand i vandløbene.