"Det er skidegodt", at mårhund nummer 100 er nedlagt. Men kampen er alligevel tabt

En gruppe jægere ved Varde har nedlagt 100 mårhunde i år. Det er et ”jubilæum”, der vækker glæde – også selvom kampen mod den lille slughals for længst er tabt.

Mads Medom Christensen fra Varde sætter sig tilfreds ned ved siden af en død mårhund.

Det er en ung han, og Mads Medom Christensen har selv skudt den. Dermed har Mårhundegruppen Varde Vest nedlagt i alt 100 mårhunde i år.

- Det er skidegodt. Det kunne ikke blive bedre, siger Mads Medom Christensen til TV SYD.

quote

De skal udryddes. De formerer sig helt vildt, og det vil været træls, hvis det om nogle år kun er mårhundene, vi ser herude.

Mads Medom Christensen, jæger, Varde

Den unge jæger er en af op mod 40 jægere, der bekæmper mårhunden i Varde Vest-gruppen.

Jægerne kameraovervåger udvalgte områder, og forsøger ved hjælp af hunde- eller kattepiller forsøger at lokke dyrene til.

På kameraerne kan jægerne se mårhundenes vaner, og når de nogenlunde ved, hvornår et dyr kommer for at spise, så sidder en jæger på lur for at skyde det.

- De skal udryddes. De formerer sig helt vildt, og det vil været træls, hvis det om nogle år kun er mårhundene, vi ser herude, siger Mads Medom Christensen til TV SYD.

Bliver næppe udryddet

Ifølge Jes Kristensen, som er tovholder for Mårhundegruppen Varde Vest, er det dog ikke sandsynligt, at det vil lykkes at komme af med mårhundene igen.

- Problemet er stort, og det bliver kun større, hvis vi ikke får lov til at bekæmpe mårhundene med de midler, der virker, siger Jes Kristensen til TV SYD.

Indtil for nylig måtte jægerne lokke mårhundene til med ost, som er en af mårhundenes livretter. Det er nu blevet forbudt at bruge ost – ligesom jægerne heller ikke må bruge trafikdræbte dyr som lokkemad. Kun hunde- og kattepiller.

- Vi er nødt til at bruge de midler, hvis vi skal have den mårhund bekæmpet og have den ned på et niveau, vi kan leve med. Den er meget, meget hård ved de jord-rugende fugle, siger Jes Kristensen

Han fortæller, at en af de mårhunde, der er blevet skudt, blev obduceret bagefter.

- Man fandt omkring 20 agerhøns-kyllinger- eller fasankyllinger i maven på den. Hvis de finder kyllinger, så bliver de ved med at æde, indtil der ikke er flere.

quote

Hvis ikke vi gør noget, så løber bestanden helt om hjørner med os. Men de er kommet for at blive, det må vi nok acceptere.

Jes Kristensen, tovholder for Mårhundegruppen Varde Vest

Nedskydning hjælper

Ifølge Jes Kristensen får en mårhunde-tæve cirka ti unger om året i Danmark.

- Hvis vi siger, at 40 af de 100 mårhunde, vi har skudt, er hunner, så svarer det til, at jægerne i Mårhundegruppen Varde Vest alene har sørget for, at bestanden er vokset med 400 dyr færre end den ellers ville. Prøv at forestille dig, hvor hurtigt, bestanden ville vokse, hvis vi ikke havde skudt de dyr, vi har i år, siger Jes Kristensen.

Han mener derfor, der er al mulig god grund til at fortsætte nedskydningen af mårhunden, som er en invasiv art i Danmark.

Adspurgt om kampen mod mårhunden er tabt, siger Jes Kristensen uden tøven:

- Vi får dem i hvert fald ikke udryddet. Det er helt sikkert. Hvis ikke vi gør noget, så løber bestanden helt om hjørner med os. Men de er kommet for at blive, det må vi nok acceptere, siger han til TV SYD.

I Varde-området er der to grupper af jægere, der jagter mårhunden, og Jes Kristensen vurderer, at der i alt er skudt 170-80 dyr i år i de to grupper til sammen.