Mads Lund: Fejl bør koste fyringer

En sag om parkeringsautomater i Fredericia har udviklet sig til noget af en skandale, og nu ser flere politikere gerne, at der ruller hoveder i sagen.  

Parkeringsautomaterne blev med stor modstand fra borgerne indført ved årsskiftet, og den modstand er ikke blevet mindre efter, det har vist sig, at automaterne er forkerte.

Byrådet bad embedsmændene om at bestille 17 automater, som man kan tjekke ind og ud af med dankort. Men forvaltningen har købt automater, som ikke har den funktion - i stedet har de prioriteret at købe automater med solceller. Politikerne er rasende over, at de ikke blev spurgt.

- Der er en, der har truffet en hel gal beslutning, lyder det fra 1. viceborgmester Mads Lund (T) til TV SYD.

Det vil koste 1,8 millioner kroner at få rettet fejlen. Om den skal rettes, og hvad der ellers skal ske, vil Teknisk Udvalg tage stilling til på et møde den 24. januar. Mads Lund er imidlertid ikke er i tvivl om, at sagen bør få konsekvenser i forvaltningen.

- Jeg har jo ikke noget personaleansvar, det har borgmesteren og vores direktion, men jeg vil ikke skælde ud, hvis det får konsekvenser i form af fyringer, siger Mads Lund.