BANDEKONFLIKT: To mænd fængslet for grov vold – det fik vennerne til at gå amok

To mænd blev i dag varetægtsfængslet ved Retten i Esbjerg. Det blev deres venner så utilfredse med, at politiet måtte gribe ind og anholde tre af dem.

De to mænd på henholdsvis 22 og 24 år blev varetægtsfængslet i fire uger for at have stukket en 23-årig mand med en kniv og påkøre ham med en personbil i august i Esbjerg.

En del af bandekonflikten
Politiet vurderer, at hændelsen har relation til den verserende konflikt mellem to bandegrupperinger i Esbjerg. De to mænd nægtede sig skyldige, og den ene kærede varetægtsfængslingen.

Venner gik amok
Med til retsmødet var en større gruppe tilskuere, som tilsyneladende kendte de to mænd. De var ikke tilfredse med dommerens afgørelse. Tilskuerne blev højrøstet og ville ikke lytte til politiets anmodning om at dæmpe sig.

Tre tilskuere anholdt
En af tilskuerne begyndte at optage video i retslokalet uden tilladelse, imens to andre truede og svinede politiet til. Politiet fik også en fuckfinger med på vejen.

Uroen resulterede i, at tre mænd - alle på 20 år - blev anholdt og sigtet for unoderne i retslokalet.