Mænd lever kortere end kvinder ? det skal løb lave om på

Et drengerøvsløb i Vojens - hvor kun mænd må deltage ? skal få mænd til at være mere opmærksomme på deres sundhed.

Det er Haderslev Kommune og Fighter Wing Skrydstrup, der har arrangeret drengerøvsløbet.

Danske mænd lever tre til fem år kortere end danske kvinder, og de bliver oftere ramt af sygdom.

- Den statistik bør vi kunne gøre noget ved. En af vejene er, at vi bliver bedre til at tage højde for, at mænd og kvinder er forskellige og skal håndteres forskelligt ? blandt andet i sundhedstilbuddene. I Haderslev Kommune har vi rigtig mange gode tilbud, der i høj grad også henvender sig til mænd, og det budskab er vi selvfølgelig meget interesserede i at sprede. Det gør vi i år ved at arrangere dette drengerøvsløb, hvor mændenes sundhed bliver udfordret på en sjov måde, siger Asta Freund, der er formand for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse i Haderslev Kommune.

Løbet finder sted på Fighter Wing Skrydstrup i Vojens i slutningen af august, og er fyldt med udfordringer på den 2 km lange rute. Den, der har løbet flest omgange på en time, har vundet.