Magelig Sønderjysk ishockey-sejr

Sønderjyske havde absolut ingen problemer med at bringe sig på 3-0 i semifinaleserien mod Aalborg.

Meget skal gå galt, hvis de forsvarende danske ishockey-mestre fra Sønderjyske ikke skal spille sig i årets DM-finale.

Søndag vandt sønderjyderne med 5-1 hjemme over Aalborg i den tredje semifinalekamp. Samlet fører Sønderjyske semifinaleserien med 3-0, og holdet er nu blot en sejr fra at kunne indløse finalebilletten.

Søndagens sejr blev grundlagt i en forrygende første periode.

For øjnene af 3251 hockeyfans i Vojens fik Sønderjyske en fremragende åbning på kampen. Der var blot spillet tre og et halvt minut, så havde Mads O. Lund og Patrick Asselin skudt værterne foran med 2-0.

Jason Walters gav Sønderjyske en 3-0-føring efter et kvarters spil, inden Aalborgs Kasper Degn kort efter reducerede. Men inden perioden var slut havde Patrick Asselin bragt hjemmeholdet på 4-1.

Sønderjyske contra Herning

Halvvejs inde i anden periode gjorde Cory Quirk det, slutresultatet 5-1.

Og meget tyder på, at DM-finalen bliver et opgør mellem Sønderjyske og Herning.

Herning sejrede nemlig med 4-1 hjemme over Frederikshavn i den anden semifinaleserie, og midtjyderne bragte sig dermed samlet på 3-0 i kampe.

Søndagens kamp åbnede sig først i den sidste periode.

Lasse Lassen bragte værterne foran med sin scoring otte minutter inde i tredje periode. Da de nordjyske gæster til sidst skulle satse, slog først Anders Poulsen og sidenhen Justin Maylan til med scoringer for Herning.

Halvandet minut før tid fik Frederikshavns Thomas Søndergaard Christensen pyntet på resultatet. Lasse Lassen slog den midtjyske sejr fast 10 sekunder før slutfløjtet.