Magnus Landin fik sit gennnembrud trods tidlig dansk VM-exit

Selvom det danske landshold generelt skuffede, så kan 21-årige Magnus Landin rejse hjem fra VM til kammeraterne i KIF Kolding København med personlig succes og et reelt gennembrud som landsholdsspiller.

Den unge fløjspiller Magnus Landin har fået spilletid i alle Danmarks kampe ved VM i Frankrig og scoret 14 mål i alt samtidig med, at han også klarede sig godt i forsvaret.

Inden VM var der ikke mange, der havde spået, at Magnus Landin ville starte på banen i vigtige og afgørende VM-kampe, som det skete flere gange i Frankrig.

I søndagens kamp mod Ungarn, der sendte Danmark tidligt hjem fra VM, var Magnus Landin en af de spillere, der holdt vanlig standard, mens bl.a. hans bror, målmanden Niklas Landin var langt under niveau, hvad også kan aflæses i den karakterbog,  som TV 2s håndboldekspert Bent Nyegaard har skrevet efter Ungarns-kampen.

Det næste mål for Magnus Landin og landsholdet er nu kvalifikation til EM i Kroatien i 2018 og derefter VM 2019, som Danmark og Tyskland er værter for.