Maja er mere tryg ved slanger end mennesker

21-årig lider af svær angst, og det gør det svært at tage en uddannelse. Men en plads på Gladfondens Fagskole har givet hende en mulighed.

Maja Seest Paulsen er 21 år, bor i Ribe og lige nu i gang med at tage en uddannelse. 

Det er der ikke noget ualmindeligt i. 

Men Maja er ikke helt som andre unge. Hun tager sin uddannelse på Glad Fondens fagskole i Esbjerg. Her er hun i gang med 2. år på en 3-årig STU  - Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse  - på dyrepasserlinjen. 

Maja Lider af svær angst og kan derfor ikke gennemføre en almindelig uddannelse som andre unge. 

 - Min angst begyndte allerede, da jeg var 11-12 år i forbindelse med skoleskift og mobning, fortæller Maja.

Som 15-årig blev hun diagnosticeret med flere forskellige former for angst bl.a social angst.   

Angst og uddannelse

Gennem sin kontaktperson opdagede hun Glad Zoo i Lintrup, som hjælper unge med særlige udfordringer til at få en uddannelse.

Nu går hun på Glad Fagskolen i Esbjerg sammen med andre unge med særlige udfordringer for at blive klar til et rigtigt arbejdsliv. 

Et Godt Spørgsmål på TV SYD

 

I serien ’Et Godt Spørgsmål’ tager vi med TV SYD-vært Dorte Callesen og Radiovært Søren Dahl (kendt fra bl.a radioprogrammet Dahl på Hack) rundt i Syd-og Sønderjylland. 

 

Undervejs møder de mennesker, som udfordrer dem, og så stiller de hinanden quiz-spørgsmål, som du kan gætte med på.   

 

’Et Godt Spørgsmål’ kan ses hver søndag klokken 19.30 på TV SYD og streames på tvsyd.dk

Det er tydeligt at se, at Maja er helt tryg, når hun bevæger sig rundt mellem slanger og krybdyr, mens hun stille og roligt passer sine småopgaver. Opgaver, som for mange ville virke simple, men for Maja er en grænse, hun hver dag skal overskride.  

Dyr giver Maja tryghed

Det er ikke dyrene, som gør hende nervøs, tværtimod. Det er kontakten med andre mennesker, som er grænseoverskridende.

 - Jeg har det bedre med dyr, end jeg har med mennesker, siger Maja - man ved jo aldrig, hvad mennesker kan finde på at sige eller spørge om, konstaterer hun. 

quote

Det giver mig en stor tryghed at være sammn med dyrene.

Maja Paulsen, STU-elev, Glad Zoo  

Maja er bedre til at aflæse dyr end mennesker, men her i Glad Zoo tvinges hun gennem sit daglige arbejde til at møde - og ikke mindst tale med - andre elever og parkens gæster.  Det har hjulpet. I løbet af den tid hun har været i Glad Zoo, er hun blevet bedre til at styre sin angst. 

 - Herude får jeg altid hjælp og støtte, hvis noget går galt, eller jeg har brug for at snakke om noget, siger Maja til TV SYD

Majas store drøm er at blive rigtig uddannet dyrepasser. 

 

Fakta om Glad Fonden

  • Glad Fonden har 300 ansatte og 150 elever. Dermed er de en af Danmarks største socialøkonomiske virksomheder, med lokalafdelinger i København, Aarhus, Esbjerg, Kolding, Aabenraa, Vejen og Ringsted.
  • I TV SYD´s område findes Glad Fagskoler i Esbjerg og Aabenraa. Her kan unge mennesker med handicap tage en 3-årig STU (Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) indenfor håndværk, anlægsgartneri, dyrepassererhvervet  eller indenfor radio/ TV. 
  • Glad Zoo i Lintrup er ejet af Gladfonden. Parken er både formidlingscenter og dyrepark, og her lever over 80 forskellige dyrearter.
  • Glad Zoo åbner sæsonen lørdag den 13. april.