Makabert fund i Aabenraa Havn

Fritidsdykkere stødte i weekenden på et bilvrag i Aabenraa Havn. Politiet fik  - med hjælp fra professionelle dykkere - trukket bilen op - og fandt højst overraskende liget af en mand i bilen.

Politiet i Aabenraa har vanskeligt ved at identificere det lig, der forleden blev fundet i en bil i Aabenraa Havn.

Der er muligvis tale om en mand fra Husum-området, som forsvandt i februar 2008. Men først i næste uge vil politiet få besked på, hvem der er tale om, oplyser lederen af lokalpolitiet i Aabenraa, vicepolitiinspektør Knud Reinholdt, til TV SYD.

Selvmord?

Hvis der er tale om manden fra Husum er der tale om et selvmord. Manden forsvandt sammen bilen for over to år siden.

Politiet har konstateret, at der er tale om den efterlyste bil fra Husum.

- Vi ved ikke, om bilen har ligget på bunden af Aabenraa Havn siden 2008, siger Knud Reinholdt.

Tænder eller dna

Liget var meget medtaget.

Politiet har mulighed for at foretage identifikation med personens tandsæt. Eller med en DNA-profil. Det sidste kræver dog, at der findes en dna-profil af den efterlyste mand.

50 meter fra kajen

Det var to medlemmer af Aabenraa Sportsdykkerklub, der i weekenden lokaliserede bilen cirka 50 meter ud for Sønderjyllandskajen.

Dykkerne havde ikke kunnet se noget inde i bilen, og derfor kom det som noget af en overraskelse for politifolkene, at man fandt et lig, da bilen blev bjerget.