Maler misbruger Netto-hund i sit logo

En maler fra Esbjerg kalder sig Net2maleren og bruger et logo, der minder om Netto-hunden. Det koster nu en erstatning til Dansk Supermarked.

Dansk Supermarked har nu rettens ord for, at en maler fra Esbjerg misbruger Netto-hunden i sit logo. Det koster maleren en erstatning til Dansk Supermarked på 10.000 kroner, fastslår Sø- og Handelsretten.

Maleren fra Esbjerg kalder sig Net2maleren og har lavet et logo, der ifølge maleren selv forestiller en strømkasse med malergrej. Logoet suppleres af teksten "Maleren er vaks!".

Strømkassen og malergrejet er dog tegnet således, at logoet minder meget om Netto-hunden. Det har dog aldrig været hensigten, forklarer maleren.

Virksomhedens navn har ifølge maleren heller ikke noget med Netto at gøre. Ordet "Net" skal associere til internettet, mens 2-tallet skyldes, at maleren engang arbejdede på en boreplatform blandt englændere og skotter, der kaldte ham "Twoman".

Dansk Supermarked fremlagde under retssagen en udskrift fra Patent- og Varemærkestyrelsens weblog, hvor maleren tilbage i maj 2008 skrev "Jeg vil uanset udfaldet blive rig på dette omstridte logo".

Maleren kalder dog sin kommentar på weblogen for fuldemandssnak. Det eneste, som han er blevet rigere på, er erfaringer, sagde han i retten.

Net2maleren forbydes fremover at bruge sit nuværende logo og skal betale sagens omkostninger på 24.240 kroner.

Du kan se det omstridte logo på malerens hjemmeside her