Opdatering: Den 23-årige mand er efter dagens grundlovsforhør fængslet i fire uger med begrundet mistanke om grov vold. Han erkender grov vold og har derfor ikke kæret kendelsen, fortæller Anklagemyndigheden i Syd- og Sønderjylland på Twitter. Helle Lundberg, der er kommunikationsrådgiver fra Syd- og Sønderjyllands Politi, fortæller, at der nu efterforskes i sagen, og at anklagemyndigheden derefter vurderer, hvorvidt der skal rejses tiltale.
En 23-årig mand fra området omkring Toftlund er natten til onsdag blevet anholdt for drabsforsøg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Klokken 02.45 natten til onsdag modtog politiet en anmeldelse fra en adresse i Toftlund-området om, at en 26-årig kvinde var blevet angrebet med en kniv.
Hun fik livstruende skader på halsen, men er nu uden for livsfare, oplyser politiet.
Nogle timer senere - helt præcist klokken 04.17 - anholdt politiet den 23-årige mand, som man formoder er gerningsmanden. Han var flygtet fra stedet.
I løbet af onsdagen vil han blive stillet for en dommer i Retten i Sønderborg. Det endelige tidspunkt kendes endnu ikke.
Politiet oplyser ikke, hvordan den 23-årige mand forholder sig til sigtelsen.