TV der bevæger dig

Mand blev bidt af en hund - ikke en ulv, afslører DNA-prøver

Der foreligger nu svar på DNA-prøverne, og de viser, at det er en hund, der bed en mand fra Hjelmrode ved Aabenraa.

Zijad Jakupovic fik tre rifter i højre ben ved mødet med det, der nu viser sig at være en hund og ikke en ulv. Foto: Peter Elgaard, TV SYD

Der er nu svar på de DNA-prøver, som blev taget af 26-årige Zijad Jakupovic's ben, efter han blev bidt af 'et ulvelignende dyr' i slutningen af september. Resultaterne viser, at det var en hund, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet til TV SYD.

Læs også Kæmpede med ulvelignende dyr: Den kunne have angrebet børn

Den 26-årige Zijad Jakupovic var den 25. september om aftenen gået ud i sin have for at lufte sin hund, som han plejer. Hans hund løb over til enden af haven og begyndte at gø voldsomt, hvorefter den løb pibende tilbage.

Zijad Jakupovic gik ned for at undersøge, hvad der havde skræmt hans hund. Her stod et stort ulvelignende dyr, der pludselig tog fat i Zijad Jakupovic's højre ben og væltede ham omkuld. 

Det lykkedes ham at sparke dyret væk. Han slap med rifter på benet.

Da Zijad Jakupovic beskrev dyret som ulvelignende, blev der efterfølgende taget en spytprøve af de bukser, som dyret bed i stykker. 

Det er den DNA-prøve, som bekræfter, at det ikke var en ulv, der var på besøg, men en stor hund.