Mand blottede sig for 11-årige piger ved søbad

En 42-årig mand blev tirsdag eftermiddag anholdt mindre end en time efter, at han havde blottet sig for en gruppe 11-årige piger, der badede ved Jels Søbad..

Et vidne anmeldte hændelsen klokken 17.06 - og allerede klokken 17.42 kunne politiet anholde den 42-årige gerningsmand.

- Takket været et kvikt vidne, som fulgte efter den 42-årige, da han forlod søbadet, kunne vi hurtigt finde manden og anholde ham, siger Ole Aamann, der er vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Blufærdighedskrænkelse kan give op til to års fængsel. Det er skærpende omstændigheder, hvis ofret eller ofrene er under 15 år, og så er strafferammen op til fire år.