Hændelsen skete den 24. februar 2017 i Enner Mark på afdeling E, som er en særligt sikret afdeling for særligt farlige fanger og fanger i isolation.
- Den 35-årige blev dømt for at have slået den ene fængselsbetjent i hovedet med knyttet hånd og for at have skubbet den anden, fortæller anklager Mika Nissen fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den dømte nægtede sig skyldig og sagde i retten, at det var fængselsbetjentene, der havde været voldsomme.
De to fængselsbetjente forklarede dog i overensstemmelse med tiltalen, og den 35-årige blev derfor dømt på baggrund af deres forklaringer, sammenholdt med en politiattest, der var lavet på fængselsbetjenten, der blev slået.
Den 35-årige ankede dommen til frifindelse.