Mand efterlyses for at betale med falske pengesedler

En mand slap af sted med varer for næsten 2.000 kroner, da han betalte med falske penge i Bilka.

Det er denne mand, som Syd- og Sønderjyllands Politi gerne vil have identificeret.
Det er denne mand, som Syd- og Sønderjyllands Politi gerne vil have identificeret.
Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

En mand på omkring de 30 år trådte den 29. april ind i Bilka i Esbjerg.

Men han havde ikke rent mel i posen.

Han betalte nemlig for sine varer med fem falske 50 Euro-sedler.

Indkøbet, der blev foretaget klokken 13.42, havde en værdi på 1.798 kroner.

Manden er fanget på overvågningskamera, og Syd- og Sønderjyllands Politi beder nu om hjælp til at få ham identificeret.

Manden beskrives som:

  • 30 til 35 år
  • 180 til 185 centimeter høj
  • Almindelig af bygning
  • Lys i huden
  • Talte dansk
  • Har en tatovering på højre underarm
  • Han var iført Nike sko med hvidt logo og hvid sål, grå fløjlsbukser, mørkeblå og langærmet skjorte, grå kasket og sorte solbriller

Ved du, hvem manden er? Så bedes du kontakte Områdecenter Nordvest i Esbjerg på telefon 1-1-4.