Mand får fængselsstraf efter håndværkersnyd for 500.000 kr.

En 34-årig mand skal to måneder i fængsel efter omfattende svindel mod et tømrerfirma i Vejle, hvor den 34-årige var ansat.

En tidligere ansat i et lokalt tømrerfirma i Vejle blev tirsdag ved Retten i Kolding idømt et års fængsel for at have begået tyveri, mandatsvig, underslæb og dokumentfalsk - heraf skal dog kun de to måneder afsones. Manden skal desuden udføre 150 timers samfundstjeneste.

Svindlen skete fra august 2011 og til august 2013 og beløb sig på over 500.000 kroner, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Den 34-årige havde blandt andet købt en række materialer, som han lod sin tidligere arbejdsplads betale for, men som han brugte til forbedringer på sit eget hus. Han fik også udført håndværkerarbejde på huset, som han ligeledes lod arbejdspladsen betale for ved at forfalske fakturaer, fortæller Jannie Kramer, der var anklager for Sydøstjyllands Politi i sagen, i en pressemeddelelse fra politiet.

Den 34-årige mand nægtede sig ellers skyldig i alle tiltaler, da han mente, at det var efter aftale med direktøren af tømrerfirmaet, at han havde fået tingene og udført opgaverne på sit hus. Men efter seks dage i retten og afhøring af 18 vidner blev han altså dømt for forholdene i dag.

- Retten i Kolding lagde i sin dom vægt på, at der på grund af størrelsen af det samlede beløb, han havde svindlet for, var tale om dokumentfalsk og berigelseskriminalitet af særlig grov beskaffenhed, uddyber anklager Jannie Kramer. 

Retten i Kolding har ikke taget stilling til en eventuel erstatning, da den tidligere arbejdsgiver, der gerne vil have sine penge tilbage, har stævnet den 34-årige i en civilsag.