Mand fængslet for vold og sexovergreb på ældre kvinde

En 72-årig kvinde er en hel nat blevet udsat for grov vold i sit hjem. Politiet sigter yngre mandlig bekendt.

En dommer i Retten i Esbjerg har lørdag varetægtsfængslet en 53-årig mand for grov vold ved at have mishandlet en kvindelig bekendt.

Mishandlingen fandt sted natten mellem torsdag og fredag i kvindens hjem øst for Esbjerg.

Kvinden, der er 72 år, har fået flere skader i munden og i ansigtet, samt blå mærker på hals, bryst, arme og ben. Skaderne er blevet undersøgt på sygehuset, og kvinden er blevet udskrevet igen.

Manden er også sigtet for at have begået seksuelle overgreb på kvinden.

Han har i grundlovsforhøret erklæret sig skyldig i en lille smule vold, men ikke så groft som beskrevet i sigtelsen og ikke med karakter af mishandling, oplyser anklager Henriette Baade, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ifølge ham skete det seksuelle mellem ham og kvinden ikke ved tvang, oplyser hun.

Mishandlingen skal være begyndt ved midnatstid torsdag, og den skal have stået på natten igennem indtil klokken otte fredag morgen, da der blev slået alarm til politiet og til noget plejepersonale, som kvinden er tilknyttet.

Den 53-årige mand er nu varetægtsfængslet i fire uger. Fængslingen er ifølge anklageren først og fremmest sket for at forhindre, at manden skal opsøge kvinden for at få hende til at ændre forklaring.