Mand fik slag for at hjælpe

Voldssag: En mand fra Esbjerg fik knytnæveslag som svar, da han onsdag morgen ville hjælpe en kvinde i nød.

En 37-årig mand fik en ubehagelig afslutning på sin gåtur onsdag morgen.

På Sjællandsgade i Esbjerg fik manden øje på uroligheder mellem en kvinde og to mænd. Den 37-årige opfattede situationen, som om kvinden led overlast.

- Han spørger, om der er noget, han kan hjælpe med, og så bliver han tildelt et knytnæveslag af den ene af de to mænd, oplyser vagtchef Erik Lindholdt ved Syd- og Sønderjyllands politi til TV SYD.

Politiet oplyser, at de to mænd er brødre og sønner til den 42-årige kvinde.

Den ældste af de to brødre på 22 er nu anholdt og sigtet for vold.